Månedens tema: Styrk samarbejdet med frivillige

En sund ramme for samarbejdet med frivillige

For rigtig mange NGO’er er samarbejdet mellem ansatte og frivillige et vilkår, derfor sætter vi i denne måned fokus på at styrke samarbejdet mellem frivillige og ansatte.

Et godt samarbejde med frivillige gør arbejdet meningsfuldt for de ansatte. En gængs udfordring er, at der kan opstår uklarhed eller forvirring i roller og ansvar mellem frivillige og medarbejdere, hvilket kan belaste samarbejdet og trivslen.

Tydelige arbejdsmetoder for arbejdet med frivillige

Det kan ofte opleves som en udfordring at sætte grænser over for frivillige, især hvis de frivillige betragtes som fundamentet i organisationen, og der mangler tydelige beskrivelser af arbejdsmetoder og forventninger. Ansatte strækker sig ofte langt for at sikre, at frivillige føler sig set, hørt og anerkendt.

Udfordringer kan opstå, når frivillige forventer, at ansatte altid er til rådighed, eller når frivillige anvender ansatte som et sted at ’læsse’ deres frustrationer af. Hvis rollerne mellem ansatte og frivillige ikke er klart defineret, kan det skabe forvirring og frustration. Dette kan føre til, at ansatte bruger tid på at servicere frivillige på bekostning af andre vigtige opgaver såsom at skrive projektansøgninger eller forbedre videndeling på tværs af frivillige i en aktivitet. Rolleuklarhed opstår, når det ikke er tydeligt, om den primære opgave er at servicere de frivillige eller at udvikle og understøtte deres engagement.

Find konkrete redskaber til at arbejde med tydelige arbejdsmetoder i arbejdet med frivillige